04.10.19 | Nyheder

Bruger orlov fra studiet til at tage buskørekort

Siden Victor var lille, har han haft en drøm om at blive buschauffør.

Når han blev passet af barnepigen, brugte de tiden på at køre København tyndt med bussen. I dag er Victor 23 år gammel og i gang med læse cand. polit på Københavns Universitet. Han bestod studentereksamenen med et snit på over 11, og derfor kom det som en overraskelse for vennerne, da han sagde, at han ville tage orlov fra studiet for at tage buskørekort og køre som buschauffør i et halvt års tid.

”Jeg tænkte, at det er nu eller aldrig. Når jeg har taget min bachelor, vil det koste det ti-dobbelte at tage buskørekortet på grund af reglerne om, at AMU-kurser er dyrere, når du har en videregående uddannelse, fortæller Victor og fortsætter:

”Mine venner grinte lidt ad mig til at begynde med, men nu synes de faktisk, at det er ret cool”.

På kurset har Victor fået bekræftet, at der var noget om drengedrømmen.

”Jeg synes det er skide skægt at køre bus”, siger han storsmilende og fortæller, at han planlægger at fortsætte med at køre bus som studiejob, når han vender tilbage til økonomi-studiet.

”Det er jo et velbetalt og relativt fleksibelt studiejob. Og det kan også være, at jeg på et tidspunkt tager orlov et halvt eller helt år igen for at køre bus. Nu har jeg jo buskørekortet.”

Victor har allerede været til den første jobsamtale hos Keolis i Glostrup, hvor han er blevet tilbudt job, og i næste uge skal han til jobsamtale hos Umove.

Læs også: Williams rekord: Yngste person i Danmark med kørekort til bus

Cookies
Tilmeld