02.09.20 | Nyheder

Corona-fyring blev til ny levevej

Mark er en af de ca. 50.000 personer, der har mistet sit job som følge af Corona-krisen. Men en aktiv beslutning om at omskole sig betyder, at han snart ikke er en del af den statistik længere.

Efter bare tre dages ledighed var Mark træt af at gå ledig og parat til at prøve noget helt andet.

”En morgen vågnede jeg op og tænkte: ’hvorfor ikke prøve at blive lastbilchauffør’. Min far var vognmand, og jeg har selv kørt pakkekørsel, da jeg var yngre, så det har måske altid ligget og luret i baghovedet,” fortæller Mark, der i 15 år har arbejdet som brandsikringsmontør i det samme firma.

I starten var det skræmmende at skulle lægge sit fag på hylden, fortæller Mark, men det fysisk hårde arbejde som montør betød, at Mark vidste, at han på et tidspunkt alligevel skulle finde på noget andet.

Mark henvendte sig til sin A-kasse, der gerne ville betale for hans uddannelse til lastbilchauffør, da der er mangel på chauffører.

”Jeg blev sendt ud på UCplus, hvor jeg virkelig har fået meget hjælp. De har været med til at skabe en kontakt til en vognmand og sørget for en ansættelse, lige efter jeg er færdig med min uddannelse”.

Nu glæder Mark sig til sit nye liv som chauffør, der venter, efter han har bestået den sidste prøve.

”Jeg ved godt, at livet som lastbilchauffør ikke bare handler om hotdogs på en tankstation. Det kan være stressende. Men jeg elsker at køre, og jeg glæder mig til at teste mig selv af i det.”

> Sådan bliver du lastbilchauffør

Cookies
Tilmeld