10.06.26 | Nyheder

Nye kompetencer er Daniels forsikring mod arbejdsløshed

Daniel har både taget kørekort til lastbil og taxi hos UCplus. Han vil kunne gribe muligheder og ikke være for sårbar på arbejdsmarkedet.

For 42-årige Daniel handler arbejdslivet ikke kun om løn her og nu. Det handler om udvikling gennem uddannelse og opkvalificering. Det er den bedste investering, han kan lave – en arbejdsmarkedsforsikring, som han selv kalder det.

Gitte Madsen sygetransport

Fra midlertidigt job til langsigtet strategi

Daniel arbejdede i flere år hos et stort byggemarked, blandt andet på natholdet, hvor han pakkede lastbiler til byggepladser. Jobbet fungerede godt i en periode, især fordi det passede ind i familielivet med to børn.

Men da rammerne for det ufaglærte arbejde ændrede sig, og han havde gjort brug af de tilgængelige udviklingsmuligheder på arbejdspladsen, stillede han sig selv et grundlæggende spørgsmål: Hvad står jeg egentlig med den dag, jeg igen skal videre?

“Hvis man bliver fyret eller siger op og starter et nyt sted fra nul, hvad har man så fået ud af det? Kun penge. Det er ikke holdbart i det lange løb.”

Kompetencer slår kontanter

For Daniel handler det ikke om at have mange penge stående, men om hvad pengene kan gøre. Ved løbende at investere i kurser, kørekort og efteruddannelse hos UCplus har han skabt sig selv flere ben at stå på, hvis arbejdslivet igen tager en uventet drejning.

“Min kone og jeg talte først om muligheden for at spare pengene op. Men penge, der bare står, giver ikke værdi – det gør kompetencer.”

Han tog derfor taxikørekort, lastbilkørekort og relevante kurser og byggede gradvist en bredere faglig profil op. Ikke for ét bestemt job, men for flere muligheder.

“Jeg vil bare undgå at havne i arbejdsløshedskøen.”

Undervejs mødte han undervisere, der tog ham alvorligt. De udfordrede ham, gav ham ansvar og udviste tillid.

“Underviserne hos UCplus behandler os som voksne mennesker. De støtter os i vores drømme og ambitioner. De viser os tillid ved at give os ansvar, og så er de der, når man har brug for dem.”

Gitte Madsen sygetransport

At kunne vælge selv

I dag står han med flere konkrete jobmuligheder og flere samtaler i kalenderen, fordi han kan noget, der er brug for, og har fået bevis på det.

“Jeg vil gerne have, at det er virksomhederne, der ringer til mig.”

Tryghed handler ikke kun om fast arbejde, men om at kunne vælge.

For Daniel stopper uddannelsesrejsen ikke her. Han overvejer nemlig at blive underviser selv.

“Det åbner igen nye døre og er jo også en investering. Jeg tror virkelig, jeg kan blive en god underviser inden for transportbranchen, fordi jeg ser det enkelte menneske og er god til at aflæse de sociale kontrakter, vi mennesker indgår i – også i undervisningssammenhæng.”

Med to børn og ansvar for en familie handler det om at være på forkant, og det er noget, man selv kan styre.

“Hvis jeg har gjort mit, og det alligevel ikke lykkes, kan jeg leve med det. Men hvis jeg ikke har gjort noget, ville det være svært for mig at acceptere.”

Cookies