UCplus og Aarhus Kommune arbejder sammen om at hjælpe kvinder med indvandrerbaggrund i job

UCplus har udviklet et særligt uddannelsesforløb til kvinder med anden etnisk baggrund end dansk bosat i Aarhus Kommune. Gennem undervisning i det danske arbejdsmarked og -kultur, fagdansk og brancheintroduktion er det formålet at hjælpe kvinder, der står på kanten af arbejdsmarkedet tættere på et job.

”Vi vil ud i arbejde”

I efteråret 2019 stødte Pernille Friis fra UCplus og Mette Skou fra Center for Job og Integration i Aarhus Kommune på hinanden i forbindelse med et jobarrangement for kvinder med indvandrerbaggrund. De oplevede flere af kvinderne give udtryk for, at de var trætte af praktiker uden jobudsigt. ”Vi vil ud i arbejde”, sagde de.

Det blev katalysatoren for, at Pernille og Mette sammen udviklede et særligt uddannelsesforløb, der reelt kunne hjælpe kvinderne tættere på deres drøm: et job.

Ny model

Resultatet blev et 12 uger langt uddannelsesforløb, der skal forberede kvinderne til at tage uddannelsen til enten vagt eller chauffør, der kører bus (buskørekort), taxi eller sygetransport. Fokus er især på undervisning i dansk på arbejdspladsen men også undervisning i det danske arbejdsmarked og dansk arbejdsmarkedskultur.

Mette Skou fortæller, at det nye forløb adskiller sig fra de uddannelsesforløb, målgruppen tidligere er blevet tilbudt:

”Det her er et forløb, der skal forberede kvinderne til at gennemføre et uddannelsesforløb efterfølgende. I Aarhus Kommune er vi begyndt at arbejde struktureret med at tilbyde denne form for forberedende forløb til kvinder med ingen eller forældet erfaring fra det danske arbejdsmarked. Forløbene retter sig mod områder med gode beskæftigelsesmuligheder for eksempel social- og sundhedshjælperområdet og som her transport- og vagtbranchen.”

Aarhus Kommune tilbød 15 kvinder med lidt eller ingen erfaring fra det danske arbejdsmarked at deltage i forløbet. Og de takkede ja.

I maj startede kvinderne på forløbet, hvor de blandt andet har fået en masse sprogundervisning med fokus på det danske arbejdsmarked, og hvordan man taler til hinanden på en arbejdsplads.

Heidi, der er sprogunderviser på UCplus, har været fast underviser for de 15 kvinder. Hun fortæller, at undervisningen blandt andet handler om at sætte ord på begreber som god omgangstone men også helt lavpraktiske ting som, hvad det betyder, når der står ’tillæg’ på ens lønseddel.

”Undervisningen er både meget konkret og tager udgangspunkt i at forklare specifikke ord. Men vi bruger også meget tid på at få begreber og sprog omkring, hvad det vil sige at være en del af arbejdsmarkedet i Danmark og om arbejdspladskultur – hvad er fagforeninger, overenskomst og skat f.eks., og hvordan er omgangstonen imellem kollegaer på en arbejdsplads. ”

Unik kombination af sprog og brancheviden under samme tag

Af de 15 kvinder har i alt 8 kvinder gennemført forløbet. Af de 8 er 2 gået direkte i gang med henholdsvis vagt- og busuddannelsen, mens fire kvinder skal have yderligere danskundervisning inden de kan starte på uddannelse. Et resultat både Mette Skou og Pernille Friis er godt tilfredse med. Pernille Friis fra UCplus peger på den unikke kombination af fagrettet danskundervisning og undervisning i job som enten chauffør eller vagt, som en af årsagerne til succesen:

”Alt sprogundervisningen har været rettet mod det job og den branche, der kan vente på den anden side. Det skaber motivation og øger sandsynligheden for at gennemføre uddannelsen efterfølgende. Samtidig får kvinderne et ærligt indblik i brancherne, så de får en konkret forståelse af, hvad det kræver af dem, og hvad de kan forvente, hvis de skal arbejde som vagt eller chauffør.”

Derudover peger både Pernille Friis og Mette Skou på vigtigheden i, at kvinderne kan spejle sig i hinanden og skabe netværk:

”Kvinderne møder nogen, der er i samme situation som dem selv. De får opbygget selvtillid og selvværd, fordi de kan se at det er andre i samme situation som dem,” fortæller Pernille Friis.

Cookies
Tilmeld